WEBPRODUKTION

Har arbejdet mange år på DR (se CV) – både som designer, redaktionsleder og webproducer af store digitale satsninger og sites. Indsætter her et par referencer af de projekter jeg har været gladest for. Dette er sites med op 500.000 unikke brugere om måneden, så det er massiv brugerinddragelse der tales om her. Bortset fra Oline i en nyere variant findes disse sites ikke mere, men måske du kender dem alligevel.

Forbrydelsen II & III
Hvem er morderen?
Det er ikke et site om skuespillerne. Det er ikke et site optagelserne af serien eller instruktøren. Du ser serien og fortsætter ind på sitet og stemningen er den samme, lydene, fornemmelsen. I denne krimiserie ved man ikke hvem morderen er i ti hele afsnit, så det diskuteres foran fjernsynet og i medierne. Det er et nationalt debatemne i de ti uger. På sitet udvider vi spørgsmået i flest mulige retninger og i flere grader af interaktion, men hele tiden med det enkle spørgsmål : Hvem er morderen? som omdrejningspunkt.

Nordisk Forfatteratlas:
2008. Hvis man læser Anaïs Nin ved man at hun skriver en masse om andre forfattere – f.eks. Henry Miller. Så læser man Henry Miller. Og så læser man måske D.H. Lawrence fordi Miller skriver om sin fascination af ham. Relationerne imellem forfatterne gør en nysgerrig til at læse nye. Min idé var at systematisere denne ‘relationstanke’ med et atlas over de største nordiske forfattere og deres indbyrdes relationer. Projektet blev til igennem et stort samarbejde imellem de nordiske tv-stationers kulturredaktioner (SVT, NRK, YLE og RUV), men produceret af min redaktion i DR Kultur. Ud over selve selve relationerne kan man også se klip af de enkelte forfattere og stemme på de bedste bøger. Sitet blev oversat til engelsk og de nordiske sprog og lagt på tv-stationernes websites.
Sitet er blevet misligeholdt de seneste år, så jeg nægter at linke, men nedenfor ses et screendump fra Johannes V. Jensen og hans mange relationer både frem og tilbage i tiden. Man kan skrue i tiden og ved klik på en prik kommer denne forfatters relationer frem.
Sitet var nomineret  til en Prix Europa 2009.

 

Oline:
Da Oline skulle redesignes i 2002 var det daværende site et såkaldt voksensite med spalter af tekst og små billeder. Børn i alderen 3-7 år var ikke i stand til at navigere der eller læse sig frem. Designeren Anders Arhøj og jeg fik lavet en kovending på web-børneområdet ved dels at smide (næsten) al tekst væk, tilføje en navigation igennem sjove lyde og tale ‘klik på på, klik på mig’ og ved at bruge det nye frække Flash. Men allermest ved at indføre et univers som kun levede på nettet med bien Oline som hovedperson først i en skov og så senere med sin egen ø. Oline er siden blev redesignet mange gange (stadig af Anders Arhøj) men grundidéen er det samme. Nedenstående viser den nyeste version og den første i dårlig opløsning.

Borgen:
Da DR’s dramaserie Borgen skulle rulle over skærmen valgte vi at lave tabloid-avisen Ekspres som seriens hovedsite. Bygget op som en tabloidavis på nettet – med reklamer, paparazzibilleder, breaking news, og redaktørens videoblog. På denne måde kunne vi lave en ‘ond’ vinkel til den ellers ret pæne serie.
Vi lavede desuden et lille ‘side-site’, hvor man kunne læse om serien, skuespillerne osv, så vi ikke behøvede at bryde vores metafortælling på Ekspres, men blive i tabloidfiktionen.
Birgitte Nyborg (statsministeren i serien spillet af Sidse Babett Knudsen) havde også en Twitterprofil – der er stil med Margrethe Vestagers- postede politiske og lettere private ting.

Andre eksempler :

Dramaserien 1864
Dramaserien Broen
Pagten : 24 spil og tryllestav
Boogie
SKUM
dr.dk/film

dr.dk/bog