'Dagene' : 29. oktober 2004

Hjemmehjælper
Han holder øje med hende mens hun vasker op. Nu lægger hun igen vaskebørsten i vasken. I stedet for at ligge den ved siden af vasken.
-Det er ulækkert siger han og tager den op, sætter sig igen.
Hun er stoppet med at vaske op og leder efter noget. Hun har åbnet tre skabe, bukker sin brede lille ryg for at kigge ind. Det må være kogekedlen. Igår satte han den på sin plads oppe over skabet. Hjemmehjælpen ser slet ikke op. Demonstrativt bladrer han højlydt i avisen, fryder sig. Tampen brænder slet ikke.
Lidt efter hører han hende fylde en gryde med vand, sætte den over gassen. Ved hun mon, hvor kaffefiltrene er? Engang viste han hende det, det husker han, Det lod nemlig ikke til hun hørte efter og det havde irriteret ham.
Men noget må hun have opfanget, for han hører filtrets raspende lyd, mens det proppes på plads i trakten. Lidt efter dufter der af kaffe. Uden at ville det, bliver han taknemmelig over hendes tilstedeværelse. Hun har sat to kopper på køkkenbordet og ryddet op på den måde han kan lide det. Hun må have en speciel evne i den retning, for hver eneste genstand står som den skal. Selv hans kone kan ikke gøre det sådan.
En varm trist fornemmelse løber ud i ham, mens han tager en slurk kaffe. Rummet og hendes neutrale effektivitet har givet ham plads til det. Hjemmehjælpen siger heller ingenting. Måske sidder hun og tænker på, hvad hun skal købe ind på hjemvejen. Han tænker at han aldrig har mødt et så hemlighedsfuldt menneske som hende, en så dyb ro, et så helt igennem reelt menneske. En tåre trænger sig på.
"Er vi lidt triste idag", siger hun og sætter sin kop forsigtigt på underkoppen. Vi-formen irriterer ham, men instinktivt forstår han at hun siger det på den måde, for ikke at trænge sig for tæt på. De er jo ikke gamle venner. Ingen spørger ham om det, hun spørger ham. Heller ikke selvom det er det mest oplagte at spørge om, hver dag, hver time, siden han fik konstateret kræften. Ingen af hans intelektuelle, kloge, kunstneriske, spontane, følsomme venner kan finde ud af at spørge om noget så simpelt.
De kommer med dvd-film, cd'er, links, kunstkataloger og nye magasiner. De spørger ikke om noget. De mener at vide, at kunne se.
Men det kan de ikke, det kan han se på dem.
"Jeg skal dø", siger han og ser den tyve år ældre dame lige ind i øjnene. Hvis hun blinker, bryder jeg sammen, tænker han.
Men det gør hun ikke. Hun siger ikke noget, lægger sig tørre hånd ovenpå hans skelletagtige hånd, klapper den let. Imens vedbliver hun at stirre ind i hans.
"Ja", siger hun, "det er kun et spørgsmål om tid, så er vi alle væk".