Postkort
Tiden er langsom og uden særlig betydning. Der er en morgen udenfor vinduet, der ligner mange andre morgener i hendes liv. At de første gullige blade ligger på vejen nedenfor og nogen har fejet dem sammen i en lysende bunke er det, der adskiller denne morgen fra den igår. Det specielle ved igår var at det regnede helt fra morgenstunden, på en hyggelig udvisket måde gik paraplyer rundt dernede.

Fra tid til anden lader Inger en hånd glide fejende over bordpladen. Bevægelserne er kommaer bag de tankerækker, der udspinder sig bag hendes pande. Ligenu er hun igang med at organisere sin dag og for hver beslutning fejer hun bordet. Afgører, hvad der skal købes ind, om der er noget hun skal se på tv. Imellem dette konkrete løber et uhåndterligt fletværk af minder og længsler, som hun roligt lader sno om sine tanker.

Nu tager hun fat om koppen med to fingre, snuser til den og drikker en lille slurk. Hendes læber efterlader en løs bue på porcelænet. Aromaen glæder hende.

Idet hun forsigtigt sætter koppen på bordpladen igen er der støj ved fordøren. Der lyder et smæk, et let plump og derefter trin i bevægelse. Langsomt trækker hun stolen ud bag sig og går hen til døren. På den flade måtte ligger et billede af en bygning. Uden at vende kortet bærer hun det som en bakke hen til bordet og lægger det der.

Bygningen ser avanceret og gammel ud. Bagved den en mæt blå himmel og et navn på fransk skrevet med svungne bogstaver. Inger har sat sig igen, rykket stolen så tæt ind til bordpladen at den støder imod hendes mave, når hun trækker vejret.

Hun glatter kortets hjørner med fingrene og mærker pappets tykkelse og glathed. Hele kanten af det er blødt og slidt. Man kan se det har rejst langt, været trukket ned og op og igennem forskellige elementer inden det nåede frem.

Hun lægger mærke til hvor fremmed og lysende billedet ser ud i forhold til den mørke bordplade, i forhold til hele stilheden og hende selv. Hun vender kortet om.

Den kantede håndskrift begynder at tale til hende allerede før hun finder frem til starten. Hun læser først sit eget navn, sin gades navn, byen, lader øjnene rutche over frimærket, så : “Kære mor. Det er længe siden. Vi har det godt hernede, arbejder meget. Vi kommer nok hjem til jul, men skal også bruge ferien til at sætte hus i stand. Pas godt på dig selv. kh Nick”. Hun flytter sig rundt på stolen, trækker vejret dybt. Hun rejser sig op, hun sætter sig igen. Hun læser kortet en gang til, glatter det endnu mere ud med fingrene og gumler på sine kæber for at fjerne spændingen i halsen. Hvad var det hun skulle købe?