Cuba

Jeg gik i gymnasiet med Thorbjørn. Han sprang ud foran et tog, da han var nitten.

Thorbjørns blik var en ørns, men uden ørnens royale selvsikkerhed. Måske ville det være kommet med alderen. I stedet rummede det blik noget rasende åbent og forsvarsberedt. De mørke tætsiddende øjne syntes at sige: kom bare an, jeg har ikke mere at tabe, der er ikke det, jeg ikke kan tåle.

I diskussioner hånede han sine modstandere, tilsyneladende sikker på sine egne ekstremt venstreorienterede idéer. Det krævede en vis stædighed at være kommunist på et vestjysk gymnasium - specielt da muren faldt i 3.g. Fra sin plads med ryggen til klassen fnyste han hånligt af os alle, og man havde altid en følelse af, at det ikke kunne blive ægte nok, politisk nok i hans øjne. Man kunne blive meget vred på ham, ønske at såre ham, men følte instinktivt, at det ville kunne knække ham helt. Han syntes alle var falske, slappe, uvidende, kunne kun til nød tåle de af os, der også var ude på venstrefløjen.

Han var kendt for sine meget dårlige undskyldninger for at komme sent. Om at være til tandlægen, familen fra Island der var på besøg, tandlægen igen, løgne han ikke modererede eller prøvede at skjule. Tit rejste han sig pludseligt i en time og forsvandt. Der var en desperation i hans frækhed, der gjorde lærererne forsvarsløse.

Han havde ikke udseendet med sig. Fra blikkets midte hvælvede næsen sig ud som et ujævnt klippefremspring med spidse kanter. Hans mund var derimod stadig barnligt våd og blød, et sensuelt sår i hagen. Det var et sammensat ansigt under udvikling, og han viste det ingen nåde, prøvede ikke at sætte det i et bedre lys ved at klippe sit ujævne sorte hår eller gøre noget ved fløjlsgarderoben. Han bar det med sig og støttede det i sine lange fingre med albuerne på bordpladen.

Stor ensomhed drev af ham, hvorend han befandt sig. Som en høj stækket fugl kunne han stå et stykke væk fra os andre i frikvarterene, se ud i ingenting, ryge. En dag kom han i skole med bandage om håndleddene, han havde været syg et par dage. Man kunne det hvide stof, selvom han blev ved med at prøve at hive ærmerne nedover det. Det undrede ingen at se hvad han havde gjort og ingen kommenterede det. Nogen sagde det var fordi hans hund Cuba var død. Vi sagde ikke noget til ham, vi vidste ikke nok.

Der var en gruppe på gymnasiet, der boede på store billige gårde direkte ud til havet omgivet af tjavsede våde marker uden træer. Deres forældre var enten kunstnertyper fra København eller landmænd . Thorbjørn hørte til denne gruppe og de holdt de bedste fester med masser af plads, tyske øl og vaden frem og tilbage i blæsten. Jeg var med til de fester og kendte ham derfor lidt, havde været hjemme hos ham engang, hilst på hans mor. Hun var teksttilkunstner, faren var død og huset var mørkt og skummelt. Men han havde hele overetagen for sig selv.

En nytårsaften efter vi havde røget et joint tog han mig hånden mens vi sad sammen med de andre. Jeg flyttede ikke min hånd og så sad vi der i nogen tid. Bagefter gav han øl, ikke kun til mig, men alle dem der ville ha. Bare tag, sagde ham, værsgo og stod der med sine lange knoklede arme og rakte dåser ud i rummet. I det hele taget var han mere livlig den aften og hemmelighedsfuld. På det tidspunkt havde min klasse været studenter et halvt års tid og boede rundt omkring i landet, han boede i Århus og studerede russisk, som var det eneste fag, han kunne se meningen med.

Jeg fik at vide at efter juleferien og de alle var taget tilbage til Århus, holdt han endnu en fest, sagde han skulle ud og rejse. Han havde givet folk sine ting og sagt de bare måtte tage. Ingen spurgte ham ud om rejsen, men ønskede ham god tur. På hans kollegieværelse havde man fundet en køreplan fra DSB. Klokken 0.00 præcis hoppede han efter at havde postet et brev til sin mor. I brevet bad han om at blive begravet ved siden af Cuba, hunden.