Kontorlandskaber

Mit bord er ikke en af de slags borde, som alle og enhver kan sætte sig ved. Tomme ark og nedkradsninger. Hvor nogen har stillet en stativ med slidte brevbakker. Som ikke har sit eget lokalnummer.

Mit er hjemligt, en mussemåtte med stil, et tastatur med specielt bløde taster. Bordpladen er lys og tør.

Bunker og ringbind dæmmer op for bordet foran.
Grænsen er en sort revne hvor man oppefra skimter ledninger sno sig som dunkle strømme.

Til min kaffekop har jeg en korkbrik. Til mine blyanter en smilende kanin på et krus hjemmefra.

Her sidder jeg så hele dagen. Mageligt i stolen, gnaver mig igennem timerne. Før jeg går sætter jeg en gul seddel på skærmen til mig selv.