Tingenes tilstand

En dame dukker ud af træernes mørke, står nu i udkantet af en eng. Hun er klædt i lyse farver, er høj og tynd og har en lille lædertaske hængende om skulderen. Et øjeblik står hun stille som et træ, lytter mens fuglene finder deres pladser igen. Hendes ansigt er benet og stramt, tegnet med tynd sort pen. Fra to snit i huden klemmer øjnene sig ud. De stirrer frem for sig, både ser og ikke ser det lille hus på den anden side. Huset er vendt den anden vej, den vinduesløse gavl siger ikke noget om dets ejere. Hun krydser engen diagonalt og finder en dør i huset. Hun går ind og lukker grundigt efter sig.

På stranden. I havet samles cirkulerende kræfter, en bølge knækker på langs. Den ene del bliver i vandet og foldes rundt om sig selv, den anden overgiver sig og slikker stranden ætsende så langt inde den kan.
Kvinden står på sine bare fødder og mærker vandets kulde helt op i baghovedet. Hun træder et skridt tilbage og efterlader sig to bløde hulninger med vand. Hun træder endnu længere tilbage og hulningerne er tørre i kanterne. Her sætter hun sig og tager noget frem af tasken.

I stuen. På den ubevægelige reol langs væggen står bøger side om side, hundreder slags rygge. Af måden de står på kan man se, at de er blevet taget ind og ud mange gange. Nogle er frosset i forsøget på at komme på højkant, står stadig skråt med et hjørne i spænd. Andre balancerer horisontalt på det ujævne underlag af andre bøger.
Trods de urolige linier i reolen er der tyst omkring den ligesom der er det i resten af det firkantede rum. Der er stille i sofaen, selvom to puder viser aftryk af menneske. Der er stille ved gardinet, for vinduerne er isolerede. Der er stille i lænestolen selvom kvinden sidder i den og har trukket fødderne op under sig. Hun kigger på en kasse.

Et skab. Det hænger som et mørkt halvstort kvadrat på den hvide væg i gangen. Truende tomt indeholder det kun en koncentreret lugt af indespærret træ. Kun éen gang har hun åbnet det.
En frakke af tyndt materiale på knagen indenfor døren. Levende begiver stoffet sig nedad væggen, men når aldrig gulvet, bliver pludselig stort og fyldigt i blæsevejret ved havet.

Et bord på fire tydelige ben af malet træ, en kop med blå hank og en andens navn skrevet i svungne bogstaver. En saltbøsse og en tallerken med en udhulet avokadoskal. To albuer, to hænder, der rammer et ansigt ind. Uret som en hvid talebobbel over hendes hovedet.

Udenfor. Over taget trækker himlen sig sammen. Dagen presses ned i horisonten til den kun består af en enkel glødende streg. Til sidst må også den give efter for tyngden, forsvinder som når nogen lukker en dør.

Træerne flyder sammen til en mur af mørke, hvis omrids rykker tættere på huset og skaber kontrast. Både den flade sorte flod af strå på engen, skrænternes skrånen og havets fejen koncentrerer sig om det lille gule lys i vinduet. Landskabet dukker sig for at lade det stråle.
Træerne læner sig ind i drømmen mens to fingre holder om en snip lagen. Knoerne lyser i mørket.

Hendes billeder bevæger sig fra huset og udover engen i stor fart. Hun snitter stråene med håndflader af sølv, stopper brat ved skrænten.
Og skræntens fald er mere en følelse end et billede. Et sug af bevidsthed om stor højde, om at være meget tæt på småsten og marehalm, ikke vide hvornår og hvor hårdt man lander. Hendes krop knækker sammen, hun rejser sig op i sengen, blodet larmer. Hun ser ud af vinduet, kan trods natten skimte engen og faldet imod havet. Væggene som blot en fysisk adskillelse imellem hende og det udenfor er tydelig. Telefonen ringer.

Hidtil har den stået ubemærket på et bord ved lænestolen, ledningen snor sig under bogreolen. Telefonen selv, gammeldags og støvet er faldet ind i sine omgivelser som en hemmelig skydedør.
Kvinden ligger på alle fire ved reolen, strækker armen indunder og famler efter stikket mens telefonen fortsat råber til hende. Lyden forstummer idet hun med et plop får stikket ud.

Stadig er det som indeholder den muligheder. Hun samler ledningen til en fin grå plasticsløjfe og propper energisk den og telefonen ind i det tomme skab.

I køkkenet er der endnu et skab, på små buede fødder. Det har glaslåger og alt indeni kan ses fra bordet under uret. På hylderne står stabler af tallerkener og kopper indeni andre kopper. Alt er i samme stel, ubrugt og nyindkøbt. Skabet er så fyldt at porcelænet skraber klirrende imod ruden ved den mindste bevægelse i rummet.
Hun pakker indholdet af skabet ned i en papkasse og lægger avispapir ind imellem søjlerne af service, går ned til havet.

Stranden er oversået med punktummer, grå hvide, prikkede og gennemsigtige. De ligger i det melede sand og ligner allesammen noget, der ikke kun hører til der. Læddertasken er tung af dem. I en time har hun samlet. Det er mest størrelsen, hun går efter, de skal ligge så tilpas bredt i hånden at fingrene ikke kan mødes rundt om.

Tilbage i huset åbner hun glaslågerne og sætter sten ved sten. Det samme gør hun på bogreolerne i stuen og i vindueskarmene. Kasserne med ting skubber hun en efter en ind på stuegulvet til de danner en lille papborg.

Hun sætter sig i græsset ved huset uden noget underlag imellem hende og jorden.