'Dagene' : 26. oktober 2004

Et nyt direktiv
Jeg snapper efter ham, gør som en hund. Inden jeg har tænkt mig om har jeg allerede sagt mere, bare for at spænde ben for hans halvt formulerede sætninger. Jeg mener hele tiden at kende hans næste træk og kommer allerede med indvendinger. Det generer ham, kan jeg se, han spænder i nakken. Det kønne flade ansigt drejer rundt om sig selv i et øjebliks tvivl før han besinder sig, smiler afventende.
Det er ham der er udsendt af ledelsen, budbringeren, man ikke kan diskutere med. Hvor meget jeg end vender og drejer det tåbelige i hans besked, er det ham, der har det sidste ord. Fra armhulerne kan jeg lugte min egen ramme ophidselse.
"Der er den nye måde at gøre det på, nu er det sådan", siger han.
Jeg åbner munden uden at vide, hvad der skal komme ud. Tøver.
I det samme beder den tredie person i lokalet om lov til at sige noget. Nu hvor han er blevet afbrudt tre gange i træk. Vi andre ignorerer irettesættelsen, lader ham køligt tale en smule værdighed tilbage i kroppen. Han er ikke på niveau. Vi lytter til det mæglende tonefald uden at tage os af indholdet. Han kunne ligeså godt være et stykke papir, en henstilling.
Jeg overvejer om jeg skal bruge de sidste minutter af mødet på at give budbringeren ret, for så senere at modarbejde direktivet ad andre veje. Eller om jeg skal bibeholde min genstridige holdning. Tiden er knap, alle skal videre til andre møder. Jeg beslutter mig for det første og siger til budbringeren, at med undtagelse af de ting jeg allerede har nævnt, mener jeg at grundprincippet er fornuftigt. Nakken slapper af. Stemningen letter, selv papiret bliver hvidere.
"Alle vil helst ha' at tingene flyder"
Det giver jeg ham ret i og samler mine papirer, smiler farvel. Stift går jeg ned af gangen, tasken i den ene hånd, direktivet i den anden. Det skal nu videre i systemet, føres ud i livet. Det rasler i mig. Jeg vil hellere hjem.
Næste møde er med mine underordnede. Lugten i mødelokalet er velkendt, men jeg tager tunnelblikket på, betragter dem fra et køligt sted i min hjerne.
Deres ansigter er urolige hvide skiver alt imens jeg fortæller om det nye direktiv, dets konsekvenser.
Jeg har overtaget rollen som budbringeren, tager hans ord i min mund, når jeg møder mine egne indvendinger fra dem.
"Det betyder at nogen af jer ikke vil være her efter nytår", hører jeg mig selv sige og forstår ikke, hvor modet kommer fra.
De nikker tavst. Når de kommer hjem til deres kærester skal også de forsvare direktivets mening, forklare og argumentere. Jeg har det som attachment i en fælles mail.