'Dagene' - 23. januar 2005

Rullende trappe
Det havde ellers været en hel almindelig dag. Jes havde pjækket fra gymnasiet for at ose rundt i indre by med en fornemmelse af at alt hvad der ventede forude var fantastisk. At når bare disse tre fire måneder var overstået så var han en fri mand, kunne gå sådan der hver eneste dag.
Hver eneste dag ville fra da af tilhøre ham selv, hver eneste krone i lommen og hver centimeter af de kollegieværelse, han var skrevet op til. Denne dag var et forskud og han havde købt et par splinternye gummisko.
Posen knitrede da han stillede sig ud på rulletrappen stadig iført sine gamle lærredssko. Han støttede albuen på det sorte gummibånd.
Det der så skete, er det både kunder og ansatte i et stormagasin må frygte som Tivoli frygter at Vikingeskibet falder ned.
Mens han nonchelant stod der og kiggede ned i ryggen på damen foran, mærkede han en hivende fornemmelse i foden. Som hvis en hund havde fat i spidsen af skoen og rev til. I det han kiggede ned begyndte det allerede at smerte i det yderste af tæerne, rulletrappen våndede sig, tabte tempo men stoppede ikke. Skrige kunne han ikke nå. I stedet vippede han hurtige skoen af med den anden fod. Nu sad hans venstre sko i klemme imellem metaltrappen og den glatte metal. Skrækslagen og fascineret så han til mens trappen åd hans sko. Centimeter for centimeter blev den klemt sammen og forsvandt i en usynlig revne. Han tænkte rationelt at det ikke kunne være sket med de nye sko. Her var gummiet hårdt, ikke noget at gribe fat i.
Kun et brunt snørebånd var at se da trappen endelig stoppede helt. Der var opstået ståhej omkring ham og nu blev han også opmærksom på en alarm. Den hylede og en rød knap der blinkede for enden af gelænderet. En dame havde sin hånd på hans skulder, en ansat, stærkt lugtende af parfume. Alarmen stoppede, flere ansatte kom ilende. De så på hans fod efter blod, men den fejlede ikke noget. Han pejede på trappen, revnen, skoen derinde. Selvom trappen ikke længere bevægede sig kunne man høre tandhjul kværne videre indeni. Som var en fordøjelse igang. En mand i blå overalls matrialiserede sig mellem tøjstativer og mannequiner og snart stoppede osse de lyde. Jes svarede fortumlet på deres spørgsmål, spurgte selv, hvor hans sko var. De sagde de ville åbne noget og kigge efter den, om ikke ville med nedenunder imens.
Lige så stille var folk begyndt at benytte den standsede trappe. Som om den altid plejede at være sådan, de trampede larmende nedaf den med deres indløbsposer. Sammen med den ansatte gjorde Jes det samme med bøjet hovede. Han følte at han på en eller anden måde var blevet taget på fersk gerning,
Det gibbede i ham, da han genkendte en af kunderne på trappen. Katrine fra paralelklassen, den lækre, den søde var på vej op den modsatte vej. Den sårbare fod i strømpesokken på stormagasinets gulv, den anden fod i den gamle sko, posen i hånden, den ansatte lige bag ved ham. Rulletrappen havde også ædt hans værdighed. Hun så på ham med et glimt i øjet, nysgerrig. Han nikkede til hende. Nu blev han pinedød nødt til at lære hende at kende, være på hej-niveau med hende, få hendes tillid for først der ville han kunne fortælle hende hvad der var sket. Hun måtte tro han havde stjålet noget og var blevet bidt i foden af politihunde.
Da den pinefulde tur tre etager ned med én strømpesok var overstået, blev han vist ned i et lille rum med spejle og bænke. Måske de ansattes omklædningsrum. Han ventede og et kvarter senere kom damen tilbage med de ildelugtende rester af hans sko, som man havde fisket frem inden i rulletrappens indvolde. Hun sagde butikken ville forære ham et par nye sko, dette måtte jo ikke ske. Det havde han slet ikke tænkt på, tværtimod havde været bange for at blive præsenteret for en regning på en ny rulletrappe. Oplivet spurgte han, om han ikke bare kunne få pengene tilbage for dem han lige havde købt. Damen så sært på ham og lovede at fikse det. Det lød meget besværligt. Imens hun var væk tog han de nye glinsende sko på og så sig i spejlene. Han så sej ud i de gratis sko.